Klinisk mammografi (mammografi, ultralydsskanning og undersøgelse hos radiolog)
Alle kvinder bør, hvis de bliver opmærksomme på forandringer i deres bryst, kontakte læge for en nærmere undersøgelse.
På Aleris Privathospitaler foretages undersøgelsen af en speciallæge i radiologi, som du fortæller om dine fund og symptomer. Herefter foretager brystkirurgen en klinisk undersøgelse af dine bryster. Ved denne undersøgelse vurderes eventuelt synlige eller følelige forandringer.
Symptomer
Følgende symptomer bør føre til en speciallægeundersøgelse:
• Følelig knude i bryst/armhule
• Nytilkommen indtrækning i huden eller andre hudforandringer (blødning eller væske fra brystvorten)
• Betændelse hos ikke-ammende kvinder
• Visse tilfælde af genetisk disposition (arvelighed)
• Vedvarende ensidig hævelse af lymfeknuder i armhule
I mange tilfælde vil brystkirurgen ved forundersøgelsen kunne afkræfte mistanke om sygdom, men i en del tilfælde er yderligere undersøgelse dog nødvendig.
Din forberedelse
Har du tidligere fået foretaget mammografi eller ultralydsskanning, vil det være hensigtsmæssigt, hvis du medbringer resultatet af denne eller disse undersøgelser.
Vi anbefaler, at du til undersøgelsen har en pårørende eller en ven med.
Mammografi
Mammografi er en røntgenundersøgelse af dine bryster. Der vil blive taget mellem 1 og 3 billeder af hvert bryst. Ved undersøgelsen presses brystet kortvarigt fast mellem 2 plader. Undersøgelsen kan være forbundet med ubehag. Undersøgelsen udføres af en røntgenlæge og en røntgensygeplejerske (radiograf). Ofte vil røntgenlægen ligesom brystkirurgen foretage en undersøgelse af brystet inden selve røntgenundersøgelsen.
Mammografi kræver ingen egentlig forberedelse, men man kan ikke blot selv bestille tid til en undersøgelse. Det er altid en læge, der skal henvise til undersøgelsen, fordi at man anvender røntgenstråler.
Ultralydsskanning
Mammografien suppleres som regel med en ultralydsskanning af brystet. Hos meget unge kvinder foretages alene ultralydsskanning, idet røntgenundersøgelse her ikke giver noget godt resultat. Ultralydsskanning anvendes også, hvis du er gravid, ammer eller der er udført mammografi indenfor det sidste 1½ -2 år.
Ultralydsskanningen i sig selv er smertefri.
Er der fundet en knude, eller er der mistanke herom, vil man ofte supplere undersøgelserne med en biopsi, som er en vævsprøve, der udtages med en lille tynd nål. Biopsitagningen er forbundet med en let og hurtig forbigående ubehag og kan efterlade et blåt mærke eller en lille blodansamling. Blødning og infektion er sjældne komplikationer til denne undersøgelse.
Når du har fået taget en biopsi, skal såret holdes tørt og rent i 24 timer. Herefter må du fjerne den lille forbinding og tage brusebad.
Svar på prøver og opfølgning
Brystkirurgen vil umiddelbart fortælle dig, hvad han har fundet ved sin kliniske undersøgelse, og som hovedregel vil du også umiddelbart få svar på resultatet af mammografi og ultralydsskanning.
Hvis der er taget biopsi, afventer man resultatet af den mikroskopiske undersøgelse, og du vil få svar så hurtigt som muligt, som regel i løbet af få dage.
Yderligere info
Revision
Revideret september 2010 /Nis Alstrup Næste revision september 2011 /Nis Alstrup
|
|
|